Narrativ terapi kan umiddelbart godt lyde som en kompleks terapiform, men når først man forstår de grundantagelser, terapien bygger på, er der gode forudsætninger for effektiv behandling. Så hvad er narrativ terapi?
Sproget er fokus i terapien
I 1980’erne opstod narrativ terapi som en del af den psykologiske lære. Som navnet indikerer, tager terapiformen udgangspunkt i de narrativer - altså de historier og fortællinger - vi har om os selv, om verden og vores sociale tilværelse.
Fortællinger er imidlertid opstået, påvirket, formet og forstærket af de diskurser, der dominerer i samfundet. Det vil sige, at de meninger og værdier, vores samfund og kultur bygger på, er med til at forme os som mennesker, samtidig med at de har indflydelse på, hvordan vi indgår i sociale sammenhænge.
Det betyder også, at narrativ terapi er forankret i den såkaldte socialkonstruktionistiske grundlære, der beror på den antagelse, at vores liv og tilværelse er socialt og sprogligt konstrueret - altså at måden, vi begår os på, er formet af sproget og vice versa.
Hvad er rigtigt og forkert?
Det lyder måske en smule smart og filosofisk, men idéen er god nok. Måden vi snakker på, farver vores opfattelse af os selv og af verden og er med til at diktere, hvordan bør man være og leve, samt hvad der er normalt, ideelt og ønskværdigt.
De færreste er i tvivl om, hvad det vil sige at være normal, og om hvilke forventninger der er til os, alt efter hvilken sammenhæng vi indgår i.
Denne sikkerhed beror dog som oftest på indlærte og indgroede opfattelser af verden omkring os, som vi gennem sproget og vores omgivelser er blevet fordret med fra barnsben.
Dette gør dem imidlertid ikke nødvendigvis til sandheder. Og et af formålene med narrativ terapi er således da også at adskille mennesket fra de fortællinger, der hersker, og som hæmmer eller begrænser os i at leve op til vores fulde potentiale.
Dette gøres ved at udfordre de normer, vi lever efter, og ved at nuancere det sprog vi bruger til at beskrive os selv og vores problemer på.
Hvad vil det sige, at noget er problematisk?
Typisk når mennesker beskriver noget som værende problematisk, er den negative oplevelse eller opfattelse påvirket af bestemte værdier og antagelser. Og det er i virkeligheden disse antagelser, der spænder ben for os selv.
Derfor søger narrativ terapi at adskille klienten fra problemet, ved at foreslå et andet ordvalg og andre måder at tale om udfordringerne på. I fagtermer kaldes denne proces for eksternalisering - det vil sige, at man flytter det fokus, klienten typisk har på sig selv, over på de diskurser der i virkeligheden udgør problemet.
Formål med narrativ terapi
Grundlæggende har narrativ terapi således til formål at hjælpe klienten med at blive klogere på de fortællinger - herunder antagelser, normer og værdier - der påvirker måden, hvorpå denne opfatter sig selv, sine relationer og sine omgivelser.
Det handler om at blive sporet ind på de narrativer, der former ens virkelighed, og som begrænser, hæmmer eller på andre måder påvirker klienten negativ i hverdagen.
Fokusset i behandlingen er på livshistorien, og på hvilket sprog og hvilke ord, klienten bruger i sine fortællinger og udlægninger af problemerne. I og med at vores sprog er med til at forme os, med til at skabe og fastholde os i vores udfordringer, kan vi ved at ændre måden, vi snakker om problemerne på, udvide vores perspektiver og forandre vores måde at opleve os selv og verden på.
I narrativ terapi kaldes dette for alternative fortællinger, og selvom disse i sig selv også er socialt konstruerede, så “handler [det] ikke om at negligere nogle fortællinger, men om at styrke andre,” som Dansk Psykoterapeutforening så fint formulerer det.
Dette gøres i praksis ved at nuancere sprogbrugen, således de positive, rummelige og værdibaserede fortællinger bliver dem, vi navigerer efter. På den måde skabes der plads til positiv forandring, og det giver os mulighed for at leve et liv efter individuelle og selvvalgte værdier frem for dominerende diskurser, der indtil nu har dannet rammerne om vores tilværelse.
